Der var engang ti mennesker, som sammen gik på restaurant hver eneste dag. Den samlede regning lød altid på 1.000 kr., og da de var opfostret i et velfærdssamfund, blev de enige om, at de gerne ville dele regningen efter samme model, som vi betaler skat.
Det betød derfor, at de fire første - de fattigste - slap for at betale noget overhovedet. Den femte skulle betale 10 kr., den sjette 30 kr. og den syvende skulle betale 70 kr. Den ottende betalte 120 og den niende 180 kr. Den tiende, som var den rigeste af dem alle, skulle betale 590 kr.
Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er glade for ordningen, så det går rigtig godt. Lige indtil den dag da restauratøren beslutter sig for at give dem rabat, fordi de er så gode kunder. De 10 får 200 kr. i rabat på middagen hver aften, så det nu kun koster 800 kr. for de ti at spise på restauranten.
Rabatten ændrer ikke ved, at de 10 fortsat er enige om, at regningen skal betales efter samme model, som den vi betaler skat med, og at de første fire fortsat ikke skal betale noget. Med andre ord er situationen uændret for dem.
Men hvad med de tilbageværende seks personer - dem som hidtil har betalt regningen? De regner på tingene og prøver at dividere de 200 kr. med seks og kommer frem til, at det giver 33,33 kr. pr. person. Hvis de trækker det beløb fra hver enkelt persons hidtidige bidrag, betyder det, at den femte og den sjette person nu ligefrem skal have penge for at spise med.
Restauratøren foreslår, at de i stedet fordeler rabatten nogenlunde jævnt og igen efter samme model som skattebetalingen. Resultatet bliver, at nu kan også den femte person spise gratis. Den sjette person slipper med 20 kr., den syvende person skal fremover betale 50 kr., den ottende person 90 kr. og den niende person 120 kr. Den tiende skal i stedet for 590 kr. nu betale 520 kr. Alle seks betalende personer slipper med en lavere pris end hidtil, mens de første fire fortsat slipper uden at skulle betale.
Da de kommer udenfor restauranten, er der pludselig én af de ti, som begynder at sammenligne, hvad hver enkelt har fået ud af de 200 kr. i rabat.
“Jeg fik kun 10 kr. af rabatten,” siger den sjette person og peger på den tiende person, “men du fik 70 kr.”
“Ja, netop,” siger den femte person, “jeg sparede også kun en tier, men han fik syv gange så meget som mig. Det er jo uretfærdigt.”
“Det er sandt,” råber den syvende person, “hvorfor skal han have 70 kr., når jeg kun fik 20 kr. De rige får altid mest.”
“Hør lige et øjeblik,” skriger de fire første, “vi fik faktisk slet ingenting. Det her system udnytter de fattigste.”
Det ender i opstandelse, og de ni personer omringer den tiende og giver ham tæsk.
Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de ni andre sætter sig til bordet og indtager middagen som sædvanligt. Da de får regningen, opdager de noget …
Der mangler 440 kr.
“I dag bringer vi en lidt speciel leder. Vi ved ikke, hvem forfatteren er, men rygtet vil vide, at han eller hun nok er amerikaner. Vi ved heller ikke, hvem der for nogle år siden oversatte den til dansk og sendte den ud i noget, der ligner Danmarkshistoriens første og mest effektive virale kampagne for et politisk synspunkt. Men nogen siger, at det var ansatte hos Venstre på Christiansborg, der stod bag. Historien er en kommentar til de senere dages debat om det rimelige i, at folk, der har indkomster på middel og højt niveau, får mere ud af regeringens skatteomlægning, end folk der har små (overførsels)indkomster.”
